SMITTEFRI ARBEJDSGLÆDE

Hvordan kan vi indrette os smart, når vi skal leve op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer i forhold til spredning af Corona?

For mange virksomheder betyder det omrokering eller ombygning af kontorerne. Og i hvert fald betyder det ændrede arbejdsgange, masser af kommunikation og oplæring i grundig hygiejne. Dedikerede hjemmearbejdsdage eller skifteholdsarbejde.

Fordelen ved at mødes igen i virksomheden er, at der skabes tilfældige møder. Vi får igen glæde af vidensdelingen og modtager energi fra de tilfældige møder med vores kollegaer; både de faglige og de sociale.

Så hvorfor kun se på omrokeringen og de ændrede arbejdsgange som en udfordring? Lad os forstærke muligheden for at vidensdele og være sociale. Og indrette så organisering og layout understøtter adfærden med at holde afstand og passe godt på hinanden.

Hvad kan vi gøre i forhold til vidensdeling?

En idé er at stille opslagstavler til rådighed, hvor man kan hænge sit problem op, og hvor kollegaerne kan hænge deres svar op? Man behøver jo ikke røre ved post it noterne, men kan blot tage et billede med forslagene til løsningen af problemet. Og man har hverken forstyrret sine kollegaer ved at samtale ved skrivebordet – eller gået for tæt på nogle på gangen.

Eller hvad med at bruge grønne planter som afstandsskabere både i gangarealer og i storrumskontorerne? Lave en udendørs samtalejungle med enmands-bænke, som både sætter gang i fantasien, opfordrer til samtale men også understøtter den rigtige adfærd med at holde afstand. Ja, i det hele taget, hvis man har mulighed for det – tænke udendørsarealerne med som mødelokaler. Måske kræver det et bookingssystem, varmelamper og noget mere vovet. Det er lettere at tage en chance og lave noget skørt og sjovt, når det er et midlertidigt rum. Humor og sanselige oplevelser hjælper nemlig også vores medarbejdere til at være kreative og understøtter de sociale rum.

Og desk sharing og clean desk policy behøver ikke være dårligt. Clean desk hjælper på rengøringen. Og hvis hver enkel medarbejder har sit eget tastatur, kan man hjælpe medarbejderne til at være meget fleksible og selvkørende, fordi de kan beslutte med hvor lang afstand, de vil sidde til kollegaerne.

Vi samler hele tiden erfaringer gennem samtaler og sparring med meget forskellige virksomheder. Og hjælper derfor gerne med idéer og oplæg til, hvordan man smart kan planlægge sig ud af Corona-tiden uden at vælte hverken budgetter eller tabe produktivitet i forretningen.