Teglgården – Fælles i centrum
Teglgården – Fælles i centrum
Trælasten i Aarhus er et nyt kvarter midt i byen, hvor en blanding af boliger, kontorer og butikker skyder op på grunden, hvor den gamle Trælast lå.
I byggeriet Teglgården, har vi indrettet rum for fællesskaber for hhv studio-boliger og seniorboliger – og også en mulig udveksling mellem de to.
Seniorboligfællesskabet ligger i stueetagen og rummer fællesområderne som inviterer til både samvær og fordybelse i fælleskøkken, spiseområde, mulighed for at se en landskamp sammen – og også mere introverte aktiviteter som syning, spil og læsning.
I studio-boligerne har vi indrettet fællesarealer på alle etager, herunder reparationsrum i stueplan, hvor seniorer fx kan hjælpe med hvordan man lapper en sweater albue i bytte for at par snapchat-tips. På de andre etager er bl a hobbyrum, mindfulness, x-box, køkkenfaciliteter og på taget et aktivitetsområde med træningsmaskiner i kontakt med himlen og byens omgivelser – alt sammen med fokus på trivsel, sociale møder og fleksible aktiviteter for beboerne.
Byggeriet er tegnet af Vandkunsten, og hele projektet har taget udgangspunkt i en bevidst strategi om genanvendelse af eksisterende materialer: halvdelen af den gamle administrationsbygning er ombygget, mens mursten og vingetegl fra den anden halvdel er genbrugt i gulve, facader og private terrasser. Dette tilføjer karakter og historie, samtidig med at behovet for nye ressourcer reduceres.