Kiropraktor klinikken Westloft
– Glostrup
Kiropraktor klinikken Westloft
– Glostrup
Efter TOGETHER Architectures transformation af Westloft Kiropraktorer i Herlev har vi nu udvidet samarbejdet til klinikken i Glostrup. Her har vi skabt et varmt, omsluttende og indbydende miljø, hvor hver detalje understøtter patienternes velvære og helingsproces. Visionen var at videreføre den beroligende og menneskelige tilgang fra Herlev, samtidig med at vi tilpassede indretningen til Glostrups unikke arkitektur og behov.
Vores arbejde bygger på adfærdsarkitektur: Rummet fremmer ro og heling med omsluttende møbler, naturmaterialer som olieret egetræ og varme tekstiler samt levende planter, der styrker både tryghed og trivsel. Lamperne giver et diffust lys, mens gardiner og solafskærmning sikrer, at lyset aldrig bliver skarpt, så der altid er en behagelig atmosfære.
Venteområdet er fleksibelt og socialt: Den langstrakte bænk i olieret eg er opdelt i sektioner med valgfrit ryglæn og armlæn, så patienter kan sidde afskærmet, sammen med pårørende, eller blot nyde et øjebliks ro. Lyserøde hynder og gardiner tilfører varme, og rummet inviterer både til afslapning og små sociale møder.
Receptionsmøblet er upcyclet og klinikkens første møbel har dermed fået nyt liv med en ny farve og mindre justeringer. Det sparer på nye materialer og bevarer samtidig en fortælling om stedets historie.
Der er designet skræddersyede møbler og detaljer, der harmonerer med bygningens arkitektur, og farver og former er nøje udvalgt til at skabe balance mellem funktionalitet og æstetik. Resultatet er en klinik, der føles levende, personlig og fredfyldt – et åndehul, hvor patienter kan finde ro, uanset hvad de kommer med.