DET SUNDHEDSVIDENSKABELIGE FAKULTET
DET SUNDHEDS-
VIDENSKABELIGE FAKULTET
Afdelingen for Uddannelse for Studerende (AUS) på Det Sundhedsfaglige Fakultet i København har kontorer i den gamle del af den karakterfulde Panum bygning.
Som følge af udviklingsstrategien i afdelingen mod større interaktion mellem afdelingens fire sektioner og nødvendigheden af at rykke sammen på færre kvadratmetre, har vi optimeret de fysiske rammer til glæde for afdelingens medarbejdere.
Vi har sat ind på særligt to områder.
- De fysiske rammer skal forbedre arbejdsmiljøet særligt i forhold til fællesskabet mellem sektionerne og sammenhængskraften i AUS.
- Kombinationen af arbejde på kontoret og hjemmearbejde giver mulighed for at tilbyde medarbejderne fleksible pladser med dedikerede hjemmezoner til de forskellige sektioner.
Som en strategisk løsning har vi skabt tydelige arbejdszoner, der hver især fordrer en særlig adfærd og arbejdssituation.
Ud fra en behovsanalyse af medarbejdernes funktionelle og sociale behov har vi udviklet seks forskellige zoner: Fordybelseszone, Cafekøkken, Hjemmezone og tre forskellige mødezoner: Zone til online møder og sparring, en til formelle møder og en til andre former for møder.
Vi har valgt en rig blanding af sanselige materialer som tekstiler, træ og planter, der supplerer Panum bygningens in situ støbte betonvægge og mange stedsspecifikke kunstværker. Variation i materialer gør mennesker mere nysgerrige og får os til at stille flere spørgsmål – dermed øges innovation og interaktion.
Vi har tilføjet flere farver til kontorerne, der oprindeligt var med hvide vægge, orange døre og sort/hvidt inventar. Farvepaletten tager udgangspunkt i kunstner Tonning Rasmussens farvepalette, der er skabt til Panum bygningen. Væg- og inventarfarver nedtones, så de bliver til moderne interiørfarver med tydelig reference til den oprindelige farvepalette.
INDRAGELSE AF MEDARBEJDERE
Vi har arbejdet med en høj grad af involvering af medarbejderne, med inddragelse af både APV målinger, fokusgruppeinterviews, spørgeskemaundersøgelser og stormøder for hele afdelingen. Det betyder, at vores designløsninger er baseret på data indsamlet blandt afdelingens medarbejdere. Herved er de velbegrundede i forhold til medarbejdernes behov. Brugerinvolveringen er desuden med til at skabe ejerskab for projektet. Dette gør forandringen for medarbejderne i det daglige arbejde meget lettere for dem at indoptage.
Afdelingen for Uddannelse for Studerende (AUS)
Together Architecture har skabt rum til at kunne arbejde fleksibelt. Det har givet os flere sociale mødesteder, muligheder for fordybelse og rammer for mere samarbejde på tværs. De evner virkelig at skabe rum, der er æstetisk smukke med respekt for de eksisterende rammer og vilkår.
-Maria Bødtcher